Wilkommen Im Hotel

Forum about the french novel l'Etage Interdit by Caroline SAUVAGEOT.
 
HomeCalendarFAQSearchMemberlistRegisterLog in

Share | 
 

 L'Etage Interdit - Den forbudte Etage - Kapitel 1

View previous topic View next topic Go down 
AuthorMessage
xxTralalala
At the Reception
At the Reception


Posts : 13
Join date : 2010-09-21
Age : 23
Location : Denmark

PostSubject: L'Etage Interdit - Den forbudte Etage - Kapitel 1   Tue Sep 28, 2010 2:41 pm

Caroline SAUVAGEOT





Den forbudte Etage


* Velkommen til Hotellet *



Copyright Caroline Sauvageot 2007
Du kan få fat i forfatteren på e-mail : carey.s@wanadoo.fr

Copyright THOnlineupdate.blogspot.com
Vi har lagt meget arbejde i at oversætte dette, derfor må ingen på nogen måde stjæle oversættelserne ! Du kan kontakte os på e-mail: thonlineupdate@jubii.dk

Original titel : L’Etage Interdit. 2007
Oversat af Sidsel Brøns Nielsen & Henriette Andreasen til dansk 2010
Læst igennem og rettet af Annika Clemens
Alle fra www.thonlineupdate.blogpot.com


Indholdsfortegnelse

1. Genforeningen s. 13
2. Zimmer 104 s. 39
3. Ankomsten s. 51
4. Anaïs Parïs s. 69
5. Velkommen til hotellet s. 109
6. Manon s. 131
7. Zimmer 527 b s. 197
8. Den forbudte etage s. 236
9. Zimmer 527 a s. 259
10. Zimmer 525 s. . . .
11. Dans La Nuit s. 3 . .
12. Pure Morning s. 3 . .


Hier drinnen ist niemals richtig tag
Das licht kommt aus der Minibar
Und morgen wirds hier auch nicht hell
Willkommen im Hotel
Tokio Hotel, ‘REDEN’


Herinde er det aldrig rigtig dag
Lyset kommer fra Minibaren
Og i morgen bliver her heller ikke lyst
Velkommen i hotellet
Oversættelse af, ‘REDEN’



/ !\ Advarsel / !\

Selvom jeg blev inspireret af rigtige fakta og virkelige mennesker, er følgende historie fiktion. De er på ingen måde selvbiografiske tekster om deres liv og de få dage bandet Tokio Hotel har brugt i Paris for at reklamere i december 2007.
Samt Anaïs Paris karakter er også fiktiv. Nogen lighed med rigtige mennesker og fakta vil være en total tilfældighed.





Genforeninger
~ 1 ~

Søndag 10. december, 2007.
09:15

Teenagerne havde en aftale under Triumfbuen. Aby og Chrystal havde allerede ventet et kvarter på at Delphine, Clauchette, Amélie og Line skulle ankomme.
Alle var medlemmer af det officielle tyske rockband Japan Roads hjemmeside og brugt deres aftener på at kommentere på nyhederne om de fire unge musikere. Mens de diskuterede i forummet, besluttede de sig for at tage til Paris, for at prøve at se bandet, som kom til Frankrig for at reklamere for deres nye dvd og nogle optagelser til tv-shows.

Det var noget sindssygt omkring Japan Road, som ingen havde set siden The Beatles, Abba eller Claude François. Hvert sted de tog hen, var der en menneskemængde af hysteriske piger, som ventede og roste dem. De vidste absolut alt om dem. Tidspunktet deres fly ankom, navnet på det hotel de var i, restauranten de var på, reklamations stederne, hvor de havde en aftale… Aldrig har et fans samfund været så godt informeret eller anvendt disse muligheder for at se deres idoler. Disse piger, stadig teenager ifølge de fleste, ville rejse kilometer for at se dem i et øjeblik eller campere flere dage før et show for at være på forreste række. De kunne gå uden noget bare for at spare penge og geninvestere dem i cd’er, dvd’er, koncertbilletter og merchandise. De levede kun for dem. Det forbløffede helt forældre og de voksne i almindelighed. Tabet af kontrol over deres teenager var noget temmelig bekymrende, og de vidste ikke, hvordan de skulle håndtere det.

I dag kom pigerne for tre dage af reklamationer. Bandet ville optage shows i morgen på Plaine St. Denis ; så de vidste, at de ville ankomme i midten af dagen, snarere om aftenen, og ville forlade tirsdag først på eftermiddagen. De kendte til deres vaner.

Aby og Chrystal blev utålmodige. Vejret var koldt og på Place de l’Etoile, fik de den kolde vind lige i deres ansigter. Da det begyndte at regne, rykkede de ind under Triumfbuen for at komme i ly. Chrystal havde to store rejsetasker. De var lette, fordi de kun indeholdte fire store tæpper og noget mad. Hun stillede dem mod søjlen og satte sig på dem. Hun tog sin mp3-afspiller frem og aktiverede tilfældigheds funktionen, en blanding af Japan Roads albummer. Aby holdte hendes taske ind til sig selv og begyndte at læse listen af navne, som var indgraveret under buegangen. Det ville tage tid, og hvem ved, måske ville hun se navne, hun kendte. Der var navne på generaler og oberster, der kæmpede under den franske revolution eller det 1. imperium. Hun startede sin læsning fra venstre, og fjerde kolonne fik hende til at grine.

- Prøv at se her Chrystal ! Maison, Mouton… Greiner ! (Huse, får, loftsrum på fransk)
- Super navne, lo hendes ven.
- Det er ikke okay at gøre nar af folk, piger ! Irettesatte en gammel herre dem, og de to genoptog deres latter. Ved du noget om General Poul Greiner, som kæmpede under revolutionen i det store slag ved Valmy?

Teenagerne lavede et negativt tegn med hovedet.

- Aaah, udbrød han. Republikken blev proklameret efter dette slag ved Valmy, børn. Men hvad i alverden lærer I, i skolen ?!

Delphine ankom midt i dette særlige øjeblik, og hun undrede sig over, hvem pigerne diskuterede med.

- Og ved i noget om Marskalen (en militær udmærkelse) af Frankrig Nicolas Maison, som kæmpede i Austerlitz slaget ? Og om General Georges Mouton, som deltog i mange kampe… Slaget ved Friedland for eksempel, sagde han og pegede armen mod Avenue af Friedland, som startede fra Place de l’Etoile, og som var på deres højre side.

Chrystal og Delphine bed i deres læber for ikke at grine. Aby lyttede til, hvad denne herre sagde. Hun havde altid været interesseret i historie og kampe, der var imellem franskmændene og tyskerne. I hendes by, var hun frivillig i en forening, der arbejdede for minderne om krigene mellem Frankrig og Tyskland.

- Aby læser bare de indgraverede navne på Triumfbuen for at bruge tiden, sagde Chrystal i en hvisken. Hun så navne som Maison, Grenier… og det fik os til at grine. Det er i dette øjeblik den gamle mand antastede os ! Gnagnagna det er ikke okay at gøre nar af folk, osv… Og nu giver han os en historie time !

- Åh, jeg forstår, sagde hun, med sympati for Aby. Har du noget nyt fra de andre ?
- Clauchette ankom fra Nice. Hendes fly er allerede landet, men det tager tid at komme… Og Amélie og Line sendte mig en sms fra toget. Ingen nyheder siden da, men de vil være her snart, tror jeg.
- Ok, sagde hun, mens hun rykkede frem mod Aby_Shadow og viftede et lille tegn med hendes hånd !

Nu læste hun også de indgraverede navne, og hendes øjne fangede navnet MacDonald. Som en refleks læste hun det højt.

- Etienne MacDonald og slaget ved Wagram ! Udbrød den gamle mand, mens han grinte. Se Avenue Wagram er lige bag ved jer. Sikke et rod dette slag ved Wagram var ! En ville grine af det, men det var tragisk. MacDonald kom og skød mændene fra Bernadotte’s hær, som han troede var preusserne på grund af deres hvide uniformer ! Men han forsvarede landet og blev til en Marskal… Det var trods alt en fantastisk kamp, fortsatte han, men teenagerne blev ophidset.

Clauchette ankom, pakket op med tre tunge tasker og i slidbanen, nærmede to piger sig gruppen. Det var søstrene Amélie og Line. De havde været tætte på dem i fem minutter, men eftersom de var i samtale med denne mand, havde de tvivlet på om det var Japan Road fans, de skulle møde. Chrystal forklarede situationen igen, og Amélie foreslog, at de sødt fortalte manden, at de havde bedre ting at gøre, eller at de var ventede et andet sted. Foran hotellet af deres favorit band for eksempel ! Snart ville fortovet være overfuldt af fans, og de ville blive nød til at stå forenden af gaden ! Chrystal beroligede dem ved at minde dem om, at klokken knap var 09:25 og J.R. ville ikke ankomme før 20:00, så de havde masser af tid !

- Slaget ved Wagram satte en ende på den 5. koalition, fortsatte han, og fordi han regnede med, de ikke vidste, hvad han snakkede om, begyndte han at forklare. Det var en alliance mellem Østrig og England om at bekæmpe den franske Rige af Napoleon i begyndelsen af det 19. århundrede. Men MacDonald kæmpede også i Waterloo ! Under kommando af Marskal Ney, sagde han ved at pege på hans navn indgraveret på væggen lige over MacDonald’s navn. Han var også en god mand ! Han tog del i enhver kamp ! Austerlitz, Friedland, Iena... og efter Iena, stoppede han aldrig med at få preussiske territorier… Erfurt på få dage, Magdeburg på 24 timer…

- MAGDEBURG ?! Udbrød de seks forbløffede teenagere sammen.
- Ja, det var meget hurtigt. Fortæl mig ikke at I kender denne kamp, hvilket er en af de mest beskedne på hans liste…
- Åh, selvfølgelig ikke ! Beroligede Aby ham.
- Det er Japan Roads by ! forklarede Clauchette.
- Nej, det er, hvor bandet mødtes, rettede Amélie.
- Det er derfor vi er i Paris i dag, tilføjede Delphine.
- Vi skal hen og se Japan Road ved deres hotel !!! udbrød Chrystal og rejste sig op fra hendes tasker.

De var meget begejstrede for at tale om deres favorit band til den gamle mand. Rollerne var vendt, det var deres tur nu, til at fortælle historien om bandet.

Da de var børn, gav Liam og Théo Kaulblitz, tvillingebrødre, nogle små shows i barer i Magdeburg, en lille by i Tyskland. Liam sang og spillede synthesizer. Hans bror spillede guitar. En aften mødte de to venner : Gregor, som spillede bas og Gunther, som spillede trommer. De fire drenge, omkring ti år gamle, blev venner og derefter skabte bandet deres første kompositioner. De fortsatte med at lave små koncerter omkring Magdeburg i nogle få år, og en aften, var der en producer i klubben og opdagede de fire drenges potentiale. Hver havde deres eget udseende og sin egen personlighed på trods af deres 13 år. Liam havde håret farvet sort, make-up på sine øjne og malede sine negle sorte. Han tilpassede sine bukser og bar T-shirts tæt til kroppen. Han kunne også lide alle slags smykker : store sølv armbånd, dødningehoved vedhæng, læder halsbånd... Og han havde en piercing i sin tunge og i øjenbrynet. I modsætning til mange tvillinger, havde hans bror en total anderledes udseende. Aldrig ville nogen have sagt, de to var brødre. Théo havde beholdt sin naturlige hårfarve og nogle karamel-blonde dreadlocks faldt ned, og rørte næsten hans skulder. Han var iført store hængerøvs bukser og rap T-shirts. Han opdagede i denne periode hiphop musikken og var på vej til at helt blive fan. På sådan et punkt havde hiphop overgået rock’n’roll i hans sind. Men når han komponerede med Liam var det altid rock’n’roll melodier ; Øvelserne på guitar ledte næppe til at lave hiphop musik. Han havde også en piercing i sin læbe.
Deres venner Gregor og Gunther havde en mere traditionel udseende, men de havde, i forhold til deres alder, en seriøs musikalsk kultur og en god eksperiment af musik. Begge havde spillet siden deres tidlige barndom, og de gik på en musikskole. De var fans af engelsk rock og metal. Deres smag gik mere i retning af hård rock.
Risikoen ved at producer et band var ofte at ingen vidste, hvordan medlemmerne ville få det sammen. Men her, var det et band af drenge, som havde kendt hinanden i mange år, og som var på samme bølgelængde, når de snakkede om musik. Alle accepterede de andres smag i privaten, og når det kom til at lave musik med bandet, var de alle enige om stilen, det skulle være. Théo havde aldrig forsøgt at vende melodierne til noget mere groft, eller Gunther akkorderne mere hardcore. De var ok med en rock’n’roll lyd, som alle kunne lide.

På det tidspunkt, havde, Josh, deres fremtidige manager, været imponeret af drengene. De var meget selvstændige og vidste, hvad de ville. Liam havde skrevet tekster, og da Josh havde foreslået at arrangere dem, havde han bestemt nægtet. Han havde en tekst imod skole, om forældre, som blev skilt og gjorde livet til et helvede for børn. En anden en om nogle drenge, der ikke kunne holde synet af hinanden ud, og til hinanden sagde de ”Fuck dig”’, en anden en, hvor han fortalte om deres hensynsløse liv og erkendt, at selvom de var unge, var deres weekender forbudt for mindreårige mennesker. De andre sange var inspireret af hans nylige brud med sin kæreste, Anaïs, og han ikke gad at høre, at han er for ung til at dø for kærlighed. Det var den første gang, han var forelsket og denne adskillelse havde helt ødelagt ham. Alle medlemmerne af bandet blev rørt ved denne situation.

Den lille Anaïs havde opholdt sig i Tyskland i lidt mere end to år, på grund af hendes mors arbejde, og havde tilbragt dette år med Liam og hans venner. Hun spillede fjols med dem, støttede dem, gav sin mening om de nye sange… Og nu når hun ikke var der mere, følte Liam ikke helt sig selv mere, som om han var en anden person. Han ville skrige til hende om at komme tilbage og rede ham fra sin sørgelige tilstand. Han havde også skrevet denne sang, som Anaïs forguder, hvori han siger, at hvert sekund vi ikke drager fordel af, er vi fortabte. Han lavede store bestræbelser for sig selv til at fortsætte frem ad, til at tage ansvar for bandet og ikke tænke på fortiden. Han mødte Anaïs hver nat i hans drømme. Engang, havde hun sagt til ham, at hver gang månen gik forbi hans vindue, havde den allerede været ved hendes vindue for at samle hendes tanker, og kom nu for at varme ham med sine klare og lysende stråler, blød som et nattelys og ikke glitrende som solstrålerne. Selvom deres livet var mørkt i dette øjeblik, ville månen komme hver nat for at lysne den. Og måske en dag ville den slutte sig til dem …..

Sådan var universet for bandet. Et ganske mørkt men romantisk univers, altid tændt ved månestrålerne. En hård verden, hvor et lys forblev ved enden af tunnelen. Liam ville ikke lave nogen kompromiser og ville ikke synge, at vi levede i en lyserød verden, hvor livet var nemt. Josh havde moret sig over hans reaktion i begyndelsen. Denne unge dreng syntes ikke forstå, at han foreslog bandet en kontrakt med en stor etiket, hvad indebar udgivelsen af en cd-single, og så et album, nogle reklamationer i pressen, i tv-shows og nogle koncerter, hvis albummet fik nok succes. Det var en konkretisering af deres drøm, for dem der kun levede for musikken. Men Théo, som altid står bag hans bror og vidste udmærket, hvad han tænkte, havde straks sagt til Josh, at de kun levede for deres musik ! Ikke musik fra andre personer. De levede ikke af skabte sange, som blev værdsat af de fleste folk. De ville ikke synge en historie om varmt sand og kokosnødder under påskud af at udgiveren ville udgive den første single i august eller værre, at synge dette yeah ! Det ville snart være tid til at komme tilbage til skolen, og de ville møde venner igen og have det sjovt i cafeteriet. Da, havde Josh været imponeret af deres temperament. Mange unge mennesker – og selv voksne – ville have accepteret ethvert kompromis, som ville gøre dem til en stjerne. Etikette direktøren syntes at det var dumt, at afvise hans tilbud, men bandet var overhovedet ikke med på den.

Derfor spurgte Josh, hvad de ville gøre nu, når de havde nægtet en så stor aftale, og de svarede, at de ville fortsætte med at spille i små klubber omkring deres område, og at de ville skrive nye sange og øve deres musik. Josh vidste ikke hvorfor, men han var ikke i stand til at svigte dem, og simpelthen bare erklære, at de havde nægtet en stor mulighed, og nu skulle klare sig selv. De havde modet, de havde stilen, de havde en personlighed, og de var ærlige. De var ikke klar til at acceptere alt der ville gøre dem kendte. Selvfølgelig var det deres drøm at lave en koncert en dag foran et sted overfyldt af fans, men ikke ved at synge søde og farverige sange. Deres teenager verden var ikke sødt og ikke farvet. Det var snarere bittert og mørkt.
Gunther, den rolige og reserverede trommeslager, spurgte Josh, hvad der var galt med bandet. Hvorfor kunne de ikke produceres sådan, som de var ? Svarene var mange. Deres tekster var lidt akavet og skrevet på gebrokkent engelsk. For teenagerne på 10-15 år gamle skulle gerne blive rørt af sangene, men de forstår ikke engelsk i denne alder : det vil derfor være bedre at skrive sangene på tysk. Udover det, kunne han virkelig godt lide sangenes tema, men han tvivlede på at radioen ville spille en sang, der skubbede folk til at droppe skolen, eller at have en uforsvarligt liv under dække af levereglen ”nyd hvert sekund”. Og så var der udseendet af hver enkelt. I et band, har medlemmerne normalt det samme udseende og kan lide det samme slags musik. Og til sidst, skjulte han ikke, at det er sværest for et band, lavet af børn – fordi 13-årige stadig var børn – og var udseendet halv-glamour halv-gotiske af Liam..
Så de brugte denne weekend på at diskutere i garagen, som var lejet til at øve i. De snakkede hele natten lang. Omkring deres liv, teksterne, melodierne, skolen, Liam og Théo’s forældres skilsmisse, genertheden ved Gregor og Gunther, som ikke havde tvillingernes temperament, omkring Liams make-up, som ikke var accepteret overalt de gik, omkring deres berømte franske veninde, Anaïs, veninde var hun for dem alle, og kæreste var hun for Liam. Så sød og dejlig. Der havde været grin, tårer, betroelser og i slutningen en enorm lyst til at dele dette univers med hele verden. En stor medvirken var blevet født denne nat imellem Josh og bandet, og drengene havde betroet hinanden ting, de aldrig havde sagt til hinanden før.
Disse fire unge drenge var anderledes fra de andre. Men var der ikke anderledes mennesker overalt ? Generte teenager der gemte sig i gården, gotiske ung stjerne gemte sig i et andet hjørne, andre der led af en svær familie univers, eller som levede meget dårligt i en ulykkelig kærligheds historie… Endelig blev menneskernes karakterer, at hver var anderledes fra de andre. Det var derfor menneskelige forbindelser var så svære.
De følgende uger, arbejde Josh med Liam på teksterne. Han ville ikke ænder emnerne, men kun forbedre ordene. Han kom i kontakt med nogle venner, og snart var der andre sangskrivere, som arbejdede med ham om tekst og melodierne. Bandet, som var åben for ethvert forslag, indrømmede at sangene var meget bedre. Betydningerne var stærkere, musikken mere uddybet. De følgende år, optog de demoer og fortsatte med at spille i nabolagets klubber. Deres stil var fortsat fastholdt. Og snart havde de en aftale med en anden etikette og et magasin for teenager. En aftale og nogle reklamationer.

Den næste sommer blev den første cd udgivet på bølgerne. Titlen var “Fliegt zu der Mond”, som betyder “Flyv væk til månen”, historien var om et brud og et møde i nattens verden, med et budskab dybere, end det syntes. Når nogen læser mellem linjerne, forstod man, at uanset hindringerne på tværs, var der altid en mulighed for at undslippe fra hverdagens liv, at huske de gode øjeblikke og især at fortsætte sit liv. Sådan blev Japan Road introduceret til folket. Bandet forklarede deres valg af dette uventede navn for et tysk band.

- “Japan”, fordi vi kan lide Japan og dens kultur, forklare Liam, som naturligt blev leder af bandet. Og ”Road”, fordi det repræsenterer vores nuværende livsstil. Vi er altid på vejen mellem en by og en anden..

Det blev straks et hit ! Til stor forbavselse for alle. Teenagerne elskede dem uden tvivl !. De kunne lide alt. Teksterne, rock melodierne, udseendet af drengene, deres oprigtighed i interviewene, deres spontanitet i tv-shows. Efter nogle få uger, var de stjerner i Tyskland. De var de nye idoler. På trods af at de var unge, de var knap 15 år gamle, og Josh involverede snart et sikkerhedshold instrueret af Saly. Saly og Tony var deres første bodyguards.
Albummet var udgivet, og det var et succes uden tilfælde i Tyskland. Aldrig havde et så ungt rockband haft så meget succes, eller været idoler for publikummet. De lavede deres første tour i slutningen af året. De var efterspurgte over alt i landet, var på forsiden af et magasin hver dag, og der blev skabt tusindvis af websider.

Fænomenet krydsede hurtigt grænser, og snart var Japan Road efterspurgt i hvert enkelt land i Europa. Og især i Frankrig. Utroligt, bandet realiserede tak til internet siderne, for at de havde enorm succes blandt franske teenager. De så på YouTube fan-videoer, hvor man så dem synge på tysk. Hurtigt organiserede websider oversættelser af interviews og sangteksterne, magasinerne modtog anmodninger på artikler og musikalske kanaler blev bedt om at vise deres video-klip. I hver by troede teenager, at de var de eneste, som kunne lide dette bandt, som sang i et uforståeligt sprog for de fleste teenagere. De var få, der lærte tysk som et fremmedsprog. Men det var netop på grund af deres succes. Det var nyt og ud over det almindelige. Alle lyttede til engelsk og amerikansk musik. Denne slags var overflødig. Rockbandet sang på tysk, vovede at vise deres personlighed, som Japan Road gjorde, der var kun én af dem. Og hver teenager som kunne lide bandet, følte sig lidt speciel, anderledes. De kendte et band, som alle andre kendte. Andre elskede en sanger i mode, men de fulgte ikke gruppen dumt.

Gradvist lærte fansene af Japan Road en lektie af sangene og turde at ænder deres smag og være anderledes. Håret, neglene og øjnene blev forvandlet til sort. Tøjet dækket med dødningehoveder, stjerne, knuste hjerter og kirsebær. Striberne og kontrollør værkerne kom tilbage til moden. Og da bandet startede med at lave reklamer og koncerter i Frankrig, så opdagede de hurtigt omfanget af deres succes. To år senere, er der ingen der havde forudset at den enorme succes ville blive endnu mere vigtig, så meget, at bandet blev et helt uforklarligt fænomen og uden fortilfælde. Salget af Cd’er og Dvd’er eksploderede på trods af krisen, de fleste kunstner var nød til at lægge ansigt til, de ulovlige downloades, nogle teenager magasiner havde steget i salg af deres produkt, koncertbilletter blev solgt på en halv dag, og altid var der en flok af piger, som fulgte bandet overalt. De sov foran radio-, tv-studier, koncert haller, hoteller. De ankommer flere dage før og camperede der. De havde lavet deres absolutte lovsang ud af sangen af Pascal Obispo, “Fan”, men i sidste ende, var den sang der passede bedre på dem “La Groupie du Pianiste” af Michel Berger.

På tidspunktet for den første franske tour, var der mange fans, som fulgte bandet, enten på flere datoer, eller alle datoerne. De rejste gennem Frankrig. Medierne og de voksne sagde om dem, at de var skøre, besatte, idioter, ubevidste … I virkeligheden var de organiserede og uafhængige. Ja, de var ikke i skole, men indhentede det, de havde mistet bagefter. I sammenligning med unge mennesker, som brugte deres dage dumt foran tv’et, og gik til et show uden nogen interesse, tog de toget, rejste, besøgte nye byer. På de timer, hvor unge mennesker spillede video spil på internettet hele dagen, brugte de internettet til at finde de billigste tog billetter, by kort, vejviser til McDo, en sidste øjeblik reservation side, som foreslog de billigste hotelværelser. Og når de andre snakker på Msn eller chats, var de sammen foran koncert hallen, delte deres hårde tider, deres minder, deres betroelser og de sidste nye informationer om bandet. Nogle fans havde skabt SDF1. Samfundet for Hengivne Fans, og teenagerne var stolte af at være en del af denne gruppe. Dette navn blev givet til dem, som fulgte reklamerne, optrædenerne og koncerterne med Japan Road. Men de mest kendte fans var De Sindssyge. Alice, Anta, Camille, Carmen, Fanny, Julia og Victoria. Syv unge piger, som havde fulgt bandet siden deres begyndelse. Siden Zu Der Mond Fliegen havde været i tysk radio. De valgte deres navn med henvisning til månen og til den første sang. Men også fordi deres humør skifter lige så tit som månen skifter. Altid på forreste række, det var nemt at se dem, og medierne snakkede om dem. Alice blev nogle gange inviteret til nogle tv-shows som Japan Road fanen. Siden da, selvom de ikke kendte hendes navn, mindes de om hende som ”den rød håret pige”, som havde været i tv.

I dag, er alt det der finder sted omkring bandet simpelthen utroligt. Den gamle mand havde lænede sig mod væggen mellem søjlerne. Han havde svært ved at forstå.

- Men hvorfor fanden tager man så meget smerte for at gøre det ? Hvorfor vente hele dagen lang i kulden ?
- For at se dem ! skreg pigerne.
- Når de ankommer til hotellet, skriver de nogle gange autografer, forklarede Chrystal.
- Det er sjældent, rettede Line hende. De underskriver snarere dagen efter, når de skal til reklamationerne.
- Yeah, det er rigtigt, erkendte Aby.
- Men vi skal alligevel være der ! sagde Clauchette.
- Og vi kommer ikke kun for billederne og autograferne, tilføj Amélie. Det er for at vise dem, at vi er her, og at vi støtter dem.
- Det er rigtigt, godkendte nogle piger.
- Men hvordan ved i hvilket hotel de vil være på ? undrede manden sig. Kendte holder den slag ting som en hemmelighed…
- Tja, det er nemt, de kommer altid på Royal Monceau ! påstod Delphine, og hendes venner gav hende et forkasteligt blik, efterfulgt af et ‘huuuush ! !'



-------
1. SDF : Sans Domicile Fixe på fransk. Hjemløse mennesker uden et regelmæssigt hjem. Så det var lidt ligesom livet som en Japan Road fan. SDF kan også på fransk betyde ‘Societé Des Fans’ : Samfundet af Fans. Vi kan leget med bogstaverne i franske versioner.



- Det er Avenue Hoche, sagde Aby. Jeg vil vædde på, at det også var en stor tysk kamp !
- Ah ah ! Grinte den gamle herre. Åh slet ikke, kom og se !

Han tog hende hen til den anden søjle, til indgraveringerne på den nordlige søjle, hvor hun havde været i stand til at kunne læse “Hoche”, lige over “Bernadotte” en Marskal, som han havde snakket om for et øjeblik siden.

- Den almindelige Lazare Hoche kæmpede under den franske revolution. Og senere, tog han ledelsen af Hæren for de Unge Republikker, hvis formål var at bekæmpe revolutionære, eller fjenderne for at bevare regeringstiden af Louis XVI... Jo mere jeg tænker over det, mens jeg snakker om Louis XVI, sagde den gamle mand, og pegede på det andet navn i toppen af kolonnen. Marquis de LaFayette blev fanget og opbevares i fangenskab i Magdeburg.

- Virkelig ?! udbrød teenagerne, interesseret i hver enkel lille information i forhold til deres idoler.
- Ja. Det var i 1792. En ville afkaste kongen fra sin trone, og LaFayette var imod det. Han pressede kongen til at lave en krig og bekæmpe menneskerne og fjenderne sammen med Hæren af de Unge Republikker. Uheldigvis, blev han så taget til fange. I Magdeburg, blev han tilbageholdt i en lille våd underjordisk lejlighed, under umenneskelige forhold… En måned senere, fandt Slaget ved Valmy sted, med de konsekvenser, i kender : Den første republik, ændringer i kalenderen osv.… Og i dette Slag ved Valmy, i den modsatte lejre, vidste du at en ung tysk forfatter, som hed Goethe havde kæmpet ?

Pigerne begyndte virkelig at blive utålmodige.

- Nå men, tiden går, og vi er ventet ! afbrød Chrystal den gamle mand. Skynd jer, piger !

De benyttede denne afbrydelse, til at tage deres tasker og forlade Triumfbuen. De gik væk derfra grinende over Chrystals eksplosion. I virkeligheden, kunne hendes venner ikke tage initiativer ! Hvis hun ikke havde været der, for at skære samtalen kort, ville manden stadig være der, og give dem en historielektion om krige ! Og i øvrigt, kendte de ikke denne gamle herre, så intet tvang dem til at lytte stille til hans taler.
De gik op ad Avenue Hoche og på skillevejen ved Rue de Beaujon, krydsede de for at være i den rigtige side af vejen. Mens de nærmede sig, så de at de første få fans allerede var der. En lille gruppe havde lagt sig overfor den store glas beskyttelse, ved Royal Monceau, hvilket beskyttede indgangen, hvor bandets bil skulle holde, og to teenager beskæftigede sig med at samle deres telt, lidt tilbagetrækkende. Clauchette satte sine tasker ned med udstyret. Chrystal satte sig som sædvanligt på en af hendes. Amélie tog to overlevelses tæpper ud og gav en til hendes søster. Aby åbnede den anden af Chrystals tasker og tog et af de store tæpper frem. Hun rullede det ud, og gik ind i det med Delphine. Kun Clauchette og Chrystal stod med kulden i ansigtet og blev roligt siddende på deres tasker. De udvalgte et sted på jorden og satte sig ned side om side. De observerede Mathilde og Guillaume, der dækkede deres telt med overlevelses tæpper, for at isolere det mod kulden.
Mathilde holdt tæpperne, den gyldne side på ydersiden, og Guigui satte dem fast med selvklæbende tape. De lagde også overlevelses tæpper indenfor, på jorden, den sølv side udvendigt denne gang. Så gik de indenfor og tog sig godt af at lyne døren. De andre lo, nemt at forestille sig, hvad der skulle ske inde i teltet. Men Guigui var bøsse, og hvis de havde lukket sig inde, var de kun for at forberede noget, som de ikke ville afsløre for fansene. I det mindste ikke endnu.
Mathilde tændte sin bærbare computer, mens Guillaume tog en masse forholdsregler for at tage en lille fjernstyret helikopter og dens fjernbetjening ud af en kasse. Den store rejsetaske blev brugt af teenagerne som et bord til computeren, og Guigui stillede legetøjet ved sin side, mens han lavede nogle forbindelser. Da RCA kabalen var tilsluttet, udvekslede begge af dem et vidende blik, stolte af sig selv, og hvad de havde forberedt.

Så kom en hel gruppe af SDF, pigerne fra Samfundet for Hengivende Fans. Morgi, Farah, Laëtitia, Panda, Apple, Maeva, Peanut, Suika, Despair og Ewigkeit slog sig ned ved siden af den lille gruppe af Chrystal og Aby. Nogle piger kendte hinanden fra internettet, og andre havde allerede mødtes, ved det sidste besøg af Japan Road i Frankrig. De dannede en stor gruppe. Maeva og Despair skyndte sig ind i Franprix, supermarkedet lige ved siden af hotellet, for at gøre nogle indkøb, mens Laetitia byggede sit telt op, hjulpet af sine venner.
Dørmændene og ejerne af Royal Monceau kiggede på alle disse mennesker, som havde travlt med at slå sig ned, som om blomsterbedet var en campingplads. Et andet telt blev sat op : Apples telt. Efter nogle få timer, havde de lavet et hjem på fortovet. De ansatte var overrasket over at hotellets ledelse tillod dette. Men hvordan kunne det være på en anden måde ? Japan Road var gode kunder, og at nægte deres fans ville svare til at tage dårligt imod dem. Bandet kunne lide at se deres fans. Nogle gange, lavede de et tegn til dem fra deres værelse eller fra balkonen, og der var altid en autograf og fotografi session. Sommetider flere. Og for at fortælle sandheden, så det ikke ud til at de andre hotel gæster blev generet af pigerne. Det var tværtimod et show, de holdte godt øje med, med forbløffelse eller rekreationer efter menneskerne.

Morgi havde taget sin guitar med og startede med at spille tilfældige Japan Road melodier. Og Laetitia startede med at synge den første sang af Japan Road. Den ene, der havde afsløret dem.

- I’m watching you… Walk out the door… There’s nothing left here anymore…
(Jeg ser dig... Gå ud af døren... Der er intet tilbage her længere...)
- I feel the cold ! ! ! (Jeg føler det kolde!) skreg de alle de unge sammen. It’s driving me insane…
(Det gør mig sindssyg...) De fortsatte, og nu sang det sammen “To The Moon, Soon” .

We know each other for so long (Vi kendte hinanden så længe)
I can’t believe that now you’re gone (Jeg kan ikke tro, at du nu er væk)
I read in the stars (Jeg læste i stjernerne)
We’ll be together again (Vi vil være sammen igen)


Flying to moon, soon (Flyver til månen, snart)
Another world (En anden verden)
Where I’ll hide sometimes (Hvor jeg vil gemme (mig) nogle gange)
Until the pain won’t hurt (Indtil smerten ikke vil gøre ondt)
Watching the stars (Ser på stjernerne)
Up in the sky (Oppe i himlen)
And when l loose myself (Og når jeg mister mig selv)
I’ll think of you (Vil jeg tænke på dig)
Together we’ll be one (Sammen vil vi blive en)
And somewhere new (Og et eller andet nyt sted)
To the moon, soon (Til månen, snart)
Fly back to you (Flyver tilbage til dig)

A half moon’s coming in my sight (En halv mane kommer i mit syn)
Sometimes ago, it was at your side (Noget tid siden, var den på din side)
It carries your vision (Det bærer dine visioner)
Left me less alone (Forladet mig mindre ene)
I know it’s like we meet right now (Jeg ved det er ligesom vi modes lige nu)
I feel you here, I don’t know how (Jeg føler dig her, jeg ved ikke hvordan)
Always you make (Altid får du)
This darkness feels like a home (Dette mørke til at føles som et hjem)

Flying to moon, soon (Flyver til månen, snart)
Another world (En anden verden)
Where I’ll hide sometimes (Hvor jeg vil gemme (mig) nogle gange)
Until the pain won’t hurt (Indtil smerten ikke vil gøre ondt)
Watching the stars (Ser på stjernerne)
Up in the sky (Oppe i himlen)
And when l loose myself (Og når jeg mister mig selv)
I’ll think of you (Vil jeg tænke på dig)
Together we’ll be one (Sammen vil vi blive en)
And somewhere new (Og et eller andet nyt sted)
And we’ll both get wings to flying to (Og vi får begge vinger til at flyve til)
To the moon, soon (Til månen, snart)
Fly back to you (Flyver tilbage til dig)

Hey, Hey (Hey, Hey)
I’m flying always higher (Jeg flyver altid højere)
Following my way (Følger min vej)
Let stars take me straight into you (Lader stjernerne tage mig lige indtil dig)
I’ll be flying night and day (Jeg vil flyve dag og nat)
I’ll be with you soon (Jeg vil være ved dig snart)
Just me and you (Bare mig og dig)
We’ll be there soon (Vil vil være der snart)
So soon (Så snart)

Flying to moon, soon (Flyver til månen, snart)
Another world (En anden verden)
Where I’ll hide sometimes (Hvor jeg vil gemme (mig) nogle gange)
Until the pain won’t hurt (Indtil smerten ikke vil gøre ondt)
Watching the stars (Ser på stjernerne)
Up in the sky (Oppe i himlen)
And when l loose myself (Og når jeg mister mig selv)
I’ll think of you (Vil jeg tænke på dig)
Together we’ll be one (Sammen vil vi blive en)
And somewhere new (Og et eller andet nyt sted)
And we’ll both get wings to flying to (Og vi får begge vinger til at flyve til)
To the moon, soon (Til månen, snart)
Fly back to you (Flyver tilbage til dig)
To the moon, soon (Til månen, snart)
Fly back to you (Flyver tilbage til dig)
Fly back to you (Flyver tilbage til dig)

Næsten færdig, gik Morgi videre med “Flieght Nicht” I fransk version. Bandet skulle udgive den i morgen, og en video af generalprøven var blevet spredt i Tyskland i en rapport på Viva, den tyske musikkanal. Det var derfor fansene allerede kendte teksterne udenad af på den nye version. Endnu en gang, sang alle pigerne sammen.

Là haut sur le toit (Deroppe på taget)
Tout est noir autour de toi (Alting er sort omkring dig)
Chaque pas en silence (Hvert skridt i stilhed)
Te libère d’une souffrance (Sætter dig fri fra en smerte)

Tu regardes le ciel (Du kigger op i himlen)
Et tu te sens pousser des ailes (Og du føler du får vingers)
Tu crois pouvoir sauter (Du tror du kan hoppe)
Et enfin pouvoir t’envoler (I det mindste være i stand til at flyve)

J’me perds dans la nuit sans toi (Jeg er fortabt i natten uden dig)
N’me laisse pas comme ça (Lad mig ikke gå ned, sådan her)
T’envole pas (flyv ikke væk)
Les étoiles te guident pas (Stjernerne vil ikke guide dig)
Si tu n’y crois pas (Hvis du ikke tror på det)
T’envole pas (flyv ikke væk)
La lune t’éclaire (Månen lyser dig op)
Si tu te perds (Hvis du er fortabt)
Fais confiance à sa lumière (Stol på lyset)
T’envole pas déjà… (Flyv ikke væk, så snart)

Tu ouvres les yeux (Du åbner dine øjne)
Tu ne sais même plus pourquoi (Du ved ikke hvorfor)
En quittant l’enfance (Mens (du) forlader barndommen)
Tu n’as trouvé que des souffrances (Du finder kun smerten)

Et dans le ciel (Og i himlen)
La vie te parait plus belle (Livet syntes for dig at være smukkere)
Alors tu veux sauter (Så du vil hoppe)
Et enfin pouvoir t’envoler (I det mindste være i stand til at flyve)

J’me perds dans la nuit sans toi (Jeg er fortabt i natten uden dig)
N’me laisse pas comme ça (Lad mig ikke gå ned, sådan her)
T’envole pas (flyv ikke væk)
Les étoiles te guident pas (Stjernerne vil ikke guide dig)
Si tu n’y crois pas (Hvis du ikke tror på det)
T’envole pas (flyv ikke væk)
La lune t’éclaire (Månen lyser dig op)
Si tu te perds (Hvis du er fortabt)
Fais confiance à sa lumière (Stol på lyset)
T’envole pas déjà… (Flyv ikke væk, så snart)

Laisse les étoiles dans le ciel (Lad stjernerne være i himlen)
Je n’ai qu’une chandelle (Jeg har kun et stearinlys)
Pour éclairer ton ciel (Til at lyse din himmel op)

Mais c’est bien réel (Men det er meget rigtigt)
Viens, je t’appelle (Kom, jeg beder dig)
T’envole pas… (Flyv ikke væk)

J’me perds dans la nuit sans toi (Jeg er fortabt i natten uden dig)
N’me laisse pas comme ça (Lad mig ikke gå ned, sådan her)
T’envole pas (flyv ikke væk)
Les étoiles te guident pas (Stjernerne vil ikke guide dig)
Si tu n’y crois pas (Hvis du ikke tror på det)
T’envole pas (flyv ikke væk)
La lune t’éclaire (Månen lyser dig op)
Si tu te perds (Hvis du er fortabt)
Fais confiance à sa lumière (Stol på lyset)
T’envole pas déjà… (Flyv ikke væk, så snart)

Et si tout ça ne retiens pas (Og hvis alt det ikke holder dig)
Je volerai pour toi… (Jeg vil flyve væk for dig)

De fortsatte med den tredje sang, og ingen bemærkede at Despair havde rejst sig op for at gå hen og isolere sig selv i Apples telt. Hun var bogstavligtalt kold. Det var ikke så meget kulden som teksterne af sangene der fik hende til at gyse. Hun trak ærmet af sin sorte læderjakke op, derefter hendes hoodie, og opdagede sit håndled, fuld af en lang række med røde ar. Mærker af hendes ubehag. En lidelse, som var blevet fysisk og markerede hendes krop. Hvor mange gange havde hun tænkt på at hoppe, for at flyve væk til en bedre verden ? Men hvad var behovet for at dø ? Hun følte sig allerede død. Hvor mange gange havde hun skåret i hendes håndled, for at føle knivens indtagelse i hendes kød ? En smerte, der mindede hende om, at hun stadig var i live. Det blod der løb ned til hendes hånd og faldt i vasken, var vel rigtigt. Hendes hjerteslag i hendes tindinger, så stærkt som trommerne satte tempoet i Flieght Nicht. Og oven over denne larm, bad en blød stemme på tysk

I’m lost in the night without you (Jeg er fortabt i natten uden dig)
Don’t let me down like this (Svigt mig ikke, sådan her)
Don’t fly away (Flyv ikke væk)

Derefter så hun Liams ansigt i spejlet. Billederne fra videoerne kørte foran hendes øjne, fyldt op med tårer. Ingen vidste, hvordan hun følte. Undtagen ham. Ham, han vidste. Han sang det. Han forstod, at hun var udmattet. Og han var den eneste, der bevarede hende. Han sang, og det beroligede hende. Hans stemme var som balsam på hendes sår. Hun sang kor sammen med ham, trykkede vaskekluden mod sin håndled, og så forlod hun badeværelset mere levendegjort, end da hun gik derind. I hendes værelse puttede hun MP3-afspillerens øre telefoner i og faldt i søvn til Liams stemme hviskende trøstende ord til hende.

Hun tog sin telefon og ringede til Mathilde, i teltet kun få meter væk fra hende.

- Mathilde ? Det er Despair fra forummet.
- Ah, hello, har du det godt ?
- Ja, Ja. Jeg er ankommet. Jeg har fået brevet...
- Cool. Jeg går ud, jeg er i teltet med de gyldne overlevelses tæpper.
- Det ved jeg, jeg så jer sætte det op.
- Ah ok, grinte Mathilde. Mød mig udenfor, så.

Begge forlod deres telte, kyssede hinanden, og udvekslede nogle banaliteter om vejret og deres rejse. Så strakte Despair hendes brev til Mathilde.

- Men hvordan vil du give den til Liam ? spurgte hun hende.
- Gui' har taget en fjernstyret helikopter med, og vi vil få den til at flyve op til hans vindue !
- Virkelig ?! Udbrød Despair, med store øjne. Og du vil putte brevene indeni ?
- Nein ! Jeg vil hænge dem på landingsbenene. Med et stykke selvklæbrigt tape
- For cool !!
- Gui' vil få helikopteren til at flyve lige op foran hans vindue, og så vil han få den til at banke mod ruden.
- Men hvordan ved vi hvilket værelse Liam vil være i ?
- Tja... ! Udbrød Mathilde, som om det gik uden at fortælle det. Når de ankommer, er det kun at følge med i, hvilket rum der bliver lyst op ! De er altid på 5. etage alligevel, sagde hun ved at vise toppen af bygningen.

Mathilde tog hendes brev og fortalte hende, at de vil lave nogle test her i eftermiddag. Despair vendte sig om mod sine venner med et lille smil på læben. Liam ville få hendes brev. Han ville endelig vide, hvor utrolig vigtig han var for hende. På en eller anden måde, ville livet i morgen virkelig være for uudholdeligt for hende, i det mindste før de forlader stedet, ville hun have sagt, hvad hun ville til ham.

Omkring klokken 18.00, ankom nogle nye fans, og før de ville være for mange mennesker der, udførte Guillaume testene for hans helikopter. Han lod den flyve tæt på ham til at begynde med og testede håndtagene. Han havde allerede gjort det hjemme, men hver gang, var han nød til at tjekke om alt var ok. Så lod han den gå gennem gyden, der adskilte dem fra hotellet, og lod den flyve op til toppen af glas beskyttelses. Han bragte den tilbage til ham selv og gik tilbage til teltet. Når den fløj ud, havde helikopteren brevene tapet på landingsbenene. Mathilde holdte den i hendes hånd, som om hun holdte en fugl, som næsten var klar til at flyve væk, og Guillaume gjorde klar til take-off. Hun støttede det ene øjeblik, indtil hun strakte armen i vejret, og derefter gik helikopteren tilbage i luften, med spørgende blikke fra hotel personalet. Fansene så også på den lille helikopter med forundring. De fandt det så klogt, at de løb hen til Mathilde og Guillaume, for at bede dem om, at give et brev til bandet på deres vegne. Et brev, som de straks gik i gang med at skrive på det de kunne finde, ark af notesbøger og papir stykker. Mathilde gik tilbage til telte, mens den lille helikopter hvirvlede foran bygningen. For at afslutte nåede Guillaume den sidste etage. Han kunne endda have guidet den bag hotellet, hvis han ville. Mathilde gik ud, kiggede på helikopteren gå ned igen til dem og greb den elegant. De havde begge et stort smil.

- Det gik som vi planlagde det !! udbrød hun.
- Ja ! sagde han, vildt veltilpas og stolt af ham selv og hans genial ide.


Kapitel 2 kommer inden længe Smile

Copyright Caroline Sauvageot 2007
Du kan få fat i forfatteren på e-mail : carey.s@wanadoo.fr

Copyright THOnlineupdate.blogspot.com
Vi har lagt meget arbejde i at oversætte dette, derfor må ingen på nogen måde stjæle oversættelserne ! Du kan kontakte os på e-mail: thonlineupdate@jubii.dk

Original titel : L’Etage Interdit. 2007
Oversat af Sidsel Brøns Nielsen & Henriette Andreasen til dansk 2010
Læst igennem og rettet af Annika Clemens
Alle fra http://www.thonlineupdate.blogpot.com/
Back to top Go down
View user profile http://thonlineupdate.blogspot.com
 
L'Etage Interdit - Den forbudte Etage - Kapitel 1
View previous topic View next topic Back to top 
Page 1 of 1

Permissions in this forum:You cannot reply to topics in this forum
Wilkommen Im Hotel :: Foreigners :: Danmark floor-
Jump to: