L'Etage Interdit - Den forbudte Etage - Kapitel 3

Ups sorry Leute, havde helt glemt at smide den her ind (:
Kapitel 4 er forholdsvis lang, så det vil tage lidt tid at oversætte, da vi også har bloggen og vores liv ved siden af (:
Vi regner med at kapitel 4 kommer i løbet af Januar, men indtil da, kan i jo zoom into Tokio Hotel Online Update og se hvad der sker i drengenes "real" life xD

Enjoy Chapter 3 of the Forbidden Floor, Aliens:

Ankomsten
~ 3 ~

Søndag 10. december 2007.
19:37

Liam Kaulblitz skubbede sit lange hår, tilbage fra toppen med hans velplejede finger. Han kunne prale med at popularisere den mode. Samfundet af hans fans havde nu deres negle malet i halvt sort, halvt hvidt. Som ham, havde de også farvet deres hår sort, med nogle blonde hår, og understreget deres øjne med ekstra eyeliner og ektremt meget øjenskygge.
Denne aften, havde han kun en linje af eyeliner og mascara. Gemt bag de store sorte solbriller, skimtede han lufthavnen med et blødt og sagte blik, så stoppede hans brune øjne på hans bror. Théo scannede også nabolaget, ligesom de andre medlemmer af bandet. Bortset fra, at Liam vidste præcist, hvad hans tvillingebror følte i dette øjeblik : en svag kvalmen. Sommerfugle i maven. Et kærtegn så blødt, som lykken over at se deres fans igen, men et vingeslag så hektisk, som hysteriet af disse piger. Det var en mærkelig fornemmelse.
Gisèle, den franske billet repræsentant, talte med Derek, den vagt med ansvaret for bandets sikkerhed, og Lucas, deres chauffør. I mellemtiden, organiserede Jaki, sikkerhedschefen, de rejsendes bagage, evakuerede fansene med magnetisering, ved at sætte en lille en overalt og mentalt banede den vej de ville gå med bandet. Da han gik ind i det lille VIP venteværelse, ledsaget af hele bodyguard holdet, var det som en granat af stress netop havde eksploderet. Her var vi, og de skulle til at gå. Eller nærmere at ankomme…
Liam gik frem mod døren, med Jaki forrest, Derek og Tabbi ved sin side. Efterfulgt af sin bror, som også havde beskyttelse på hver side af en vagt. Så kom Gisèle, og de to andre band medlemmer, også beskyttet af tre vagter, der sluttede processen. Lucas var gået, for at være i den sorte Volkswagen bil, og parkere den ved den nærmeste udgang. Talia, make-up pigen, gik ligefrem ubemærket og gik over i den anden bil ; som transporterede bagagen og bodyguardene. De hundrede par øjne scannede korridoren, for at finde velkendte silhuetter. Kun nogle fans bemærkede at ”den unge blonde dame” var der og undrede sig om pressen havde fortalt sandheden. Datede sangeren hende ? Fotografierne cirkulerede på internettet, viste Liam fra siden, lænet som om han kyssede den unge pige foran ham, næsten uigenkendelig med sin sorte kasket og briller. Var det en fotomontage ? Var fotografiet falsk ? Deres idol fanget på fersk gerning ? En total og uudholdelig tvivl svævede i sindet hos nogle fans, men de havde tre dage til at afklare mysteriet.
Den trådløse walkie-talkie fastsat til Jakis jakke, krakelerede nogle ord, og han svarede før, han sagde de sædvanlige instruktioner til hans kære drenge.

- Vi skal til at smutte. Følg med lige bagved mig. Kig lige frem. Stop ikke for at tage imod, hvad fansene prøver at give jer – de vil alligevel møde jer igen ved hotellet – og gå op i bilen. Det vil ikke tage lang tid. Er i klar ?

De rystede alle sammen på hovedet, mens Jaki ventede på signalet fra Liam. Théo gav ham et lille puf med albuen.

- Here we go! Japan Road har officielt taget position i det franske territorium ! udbrød han på tysk.

Liam kunne ikke rigtigt lide sin tvillings cool attitude, men alligevel smilte han. Han skubbede sit hår tilbage med en blid bevægelse, som pressen senere ville beskrive som en total kvindelig attitude, og det ville blive brugt til at fodre rygterne om hans homoseksualitet, ligesom hans store hvide læder taske, som beskyttede hans bærbar computer og det sidste US Vogue blad, med Penelope Cruz på forsiden. ”Hjemme i Madrid” var titlen på magasinet. Spanien var netop den næste destination for bandet til promotion. De ville slutte ugen i Madrid, før den velfortjente juleferie, under Maldivernes sol. Liam gjorde sig klar og gav grønt lys. Jaki advarede Lucas om at de ville ankomme og at alt gik hurtigt.

Tusind smil lyste op i lufthavnen ved synet af Jaki i korridoren. Det var en sensation. Japan Road var officielt ankommet til Frankrig. Blitzene gik overalt for at dette øjeblik skulle vare for evigt.
Liam, sangeren, havde skåret en streg i sine sorte Diesel jeans og trampede i jorden med hans santiags (En slags cowboystøvler). Han bar en sweater, som han selv havde designet, med bogstaverne JR syede på forsiden og med håndled, som næsten dækkede hele hånden som vanter. Han havde fladt og glattet hår, som sædvanlig, når han ikke skulle optræde.
Théo, guitarist, i modsætning til sin bror, som var klædt ret tæt til kroppen, havde han en mørkeblå stor T-shirt og en grå frakke. Hans lange dreadlocks kommer ud fra hans kasket som sædvanligt, og han gik på en afslappet måde, selvom han vidste han blev observeret overalt.
Gregor, bassisten, havde en helt normal stil. Jeans, en sweater og en vindjakke. Hans glattede halvlange hår, fløj væk til hver sin side af hans ansigt, da han besluttede sig for hurtigt at komme ind i bilen.
Gunther, trommeslageren, havde også en ganske normal stil. Hans korte hår og hans diskretion, forhindrede ham dog ikke i at blive genkendt på hans vej, selv om tvillingerne klart havde publikums opmærksomhed.

På 10 sekunder, havde idolerne krydset terminal 1, hyldet af et larmende og entusiastisk publikum, og styrtede en efter en ind i den sorte Volkswagen Caravelle. Jaki gik op til sidst og smækkede døren, og dermed isolerede han bandet fra al den utrolige larm. Det semi-halve lys i bilen var mærkbart for deres øjne, og de tonede ruder virkede for dem i dette øjeblik for den bedste investering nogensinde. De kunne observere fansene uden at de mistænkte det.
Det var altid en ubeskrivelig scene. De kiggede helt forbløffet efter deres hurtige passage. Glade for lige at have set dem. De fik ikke autografer eller nogle gode billeder, men de havde set dem. Bandet var tilbage i Frankrig. I Paris. Så tæt på dem. SMS’erne blev sendt som mayday beskeder. De var dér ! Nyheden kunne officielt blive annonceret på hjemmesiderne og bloggene, og til fansene, som havde ventet siden morgenen foran hotellet. Det var også et rush mod undergrundsbanen ! Fans vidste at Metroen ville bringe dem til hotellet før bandet havde krydset Paris i bil. Så ville de se dem igen. Endnu en gang. De var ubeskrivelig glade…

For Japan Road, var det meget anderledes. Lucas havde kun lige startet bilen, for at følge den lange Terminal 1 vej, da Jaki opdagede at to biler hurtigt begyndte at følge efter dem. De kørende var unge og passagererne var yngre. Det glade udtryk i deres ansigt og deres meget tætte forfølgelse afslørede dem. Inden de kom til Autoroute du Nord, sendte den anden bil informationen til Jaki : taxien der forfulgte dem kørte også med fans. Han havde ikke delt disse oplysninger med bandet, for de ikke skulle bekymre sig, men de havde hurtigt selv lagt mærke til bilerne og deres larmende passagerer ! Bilradioen brølede ”Freiheit 189 Live Europa Tour", deres sidste album, hvilket ikke var særlig diskret. Pigerne sang højere end Liams stemme. De havde det sjovt, helt ubevidste om, at de lige nu havde gjort deres yndlingsbands liv til et meget stresset øjeblik. Bilerne var meget tætte på. Det regnede, og alt de tænkte på var at de fulgte Japan Road, de respekterede ikke en god afstand mellem køretøjerne..
Normalt, slappede drengene af og snakkede. I bilen kunne de endelig føle sig afslappet. Men i Frankrig, var der sådan et vanvid ! Ingen af de 4, heller ikke Giséle, kiggede op fra bilerne. De var alle på vagt. Deres koncentration blev afbrudt af Théos mobiltelefon. Da han tog den ud af hans lomme, lyste den lille multifarvet skærm bilen op, og stoppede på den blå farve, da han gled klappen op.

- Ja ?! Svarede han med et stort smil, før han tog imod nyhederne fra hans samtalepartner..

De andre var ikke opmærksom på ham, og fortsatte med at ordne vejen. Kun Liam tog hans øjne væk fra målet for at kigge på sin bror. Théo snakkede ikke sådan med hans venner. Heller ikke deres forældre. Han kunne mærke på hans talemåde at det heller ikke var en af hans mange elskere. Han puttede hånden i hans taske og famlede omkring efter sin mobiltelefon. Den røde lampe blinkede. Han vidste det. Han rullede hakkende hen over skærmen, som fik den til at lyse op, og læste han havde et ubesvaret opkald. Uden at tjekke numret, lagde han telefonen i hans taske og rakte sin hånd til sin bror, i en nervøs gestus.

- Giv mig hende ! beordrede han, men Théo afviste hans gestus ved at skubbe. Théo ! skreg han utålmodigt.
- Nu kører vi igen, Mesteren har sine pasformer, meddelte han sin samtalepartner.
- Du pisser mig virkelig af ! sagde Liam, irriteret, tog telefonen fra Théos hånd. Schatziiii !! udbrød han med en pludselig blød stemme, under de ekstra blikke fra hans bror.

Schatzi var en lille tysk kælenavn, som passede meget godt på Anaïs, som levede omgivet af fire sorte katte ! Selv hvis ordet ikke havde nået at gøre med katte, ligheden med det franske ord var perfekt. På fransk ’kat’ er ’chat’. Det var en lettelse for Liam at høre sin kærestes stemme i telefonen. Hun virkede så tæt på ham pludseligt. Og det var hun. Hun ringede netop for at tjekke om han var kommet godt frem. Så ville hun køre til Paris for at slutte sig til ham.
Nu, tabt i hans samtale, opdagede Liam ikke at fansenes hvide bil havde fordoblet sig. Den røde bil og taxien var på den højre side af vejen. Lucas havde hurtigt kigget i sit sidespejl, lavet et hoved tegn til Saly, trukket ud til siden og accelereret. Jaki videregav informationen til den anden bil, som fulgte den samme mission. Den røde bil kørte også ud for at forblive tæt på den sorte bil, og de hørte et tud. Køretøjet bag den røde bil bremsede lige i tide til ikke at køre ind i den. Gisèle havde et lille lettelses suk. Hun pillede nervøst ved håndtaget af hendes taske. To små lysende punkter kom frem i det fjerne, og Lucas tog sin indikator frem, for at blive fulgt tilbage. Men de to biler og taxaen blev tæt på hinanden. Ingen havde lavet mellemrum, hvilket kunne gøre det umuligt for begge af bilerne at tage deres plads igen. Lucas havde intet andet valg end at skubbe til max acceleration speederen. Forlygterne voksede sig større. Gisèle og Théo, som var på forsædet, undrede sig over, hvad fanden deres chauffør ville gøre. Chaufføren var også selv ved at gå i panik og blinkede med lyset for dem flere gange. Lucas accelererede stadig, og passerede den hvide bil og skar sig ind på hans højre. Da den anden bil var bag ham, slappede han af og kørte langsommere.
Théo vendte sig om, og havde et tegn af lettelse i ansigtet, da han så på sin bror, som snakkede ubekymret med Anaïs. Det store smil ville ikke forlade hans læber. Théo smilede også. Han kunne godt lide at se Liam sådan. Det var godt for ham, hvis han var ubekymret om faren fra fansene, som fulgte dem tæt. Han foretrak det sådan. Théo havde altid haft en refleks for at beskytte sin bror. Liam var den mest udsatte i medierne. Fordi han var sangeren. Fordi han svarede i interviewene. Fordi han havde denne glamourøse stil : langt hår, make-up på øjnene, lakerede negle og smykker. Han var fansenes favorit og fik en masse opmærksomhed. Men på den anden side modtog han også alt kritikken, angrebene, rygterne… Da en sladderartikel en dag sagde, at han datede deres make-up pige og den følgende dag påstod en anden at han var bøsse, det fik ham til at grine og igennem interviewene, siger han blot, at han ikke er opmærksom på sådan nogle ting.
Théo alene vidste, hvor meget han havde lidt fra det i begyndelsen af deres karriere, fordi han blev ved hans side, når Liam låste sig inde i hans værelse og græd. Han alene kunne finde ordene der stoppede tårerne. Han vidste bedre en nogen, hvordan man fik ham til at glemme alt sladderen han havde læst ved at gøre det klart for ham, hvordan de levede. Deres band, deres succes, deres drømme. Og de var den samme. Stærkere end hele verden. Sammen ville de bestige bjerge. De ville forblive i Musik Historien og ville blive det bedste rock’n’roll band, verden nogensinde havde set ! Så tørrede Théo det eyeliner og mascara væk, som havde løbet ned ad sin lillebrors ansigt og lod ham falde i søvn. Og han gik ind på sit værelse, fuld af raseri mod disse medier, som havde ødelagt hans bror. På dette tidspunkt var hans musiksmag udelukket rettet mod hip hop. Pludselig, gjorde kærligheds og freds budskabet sunget af Aerosmith var ikke godt mere. Han følte sig meget tættere til rappere, som understregede deres samfunds had, som fordømte livet i ghettoerne, eller som sang om uretfærdighederne. Han havde dog ikke had til alt i livet, for pressen var sympatisk med ham. Men at se sin bror i denne tilstand var værst af alt. På nogle tidspunkter, modsat det han sagde for at berolige hans bror, undrede han sig om det overhovedet var det værd. Var det virkelig nødvendigt, at de led så meget for at leve i deres drøm ?

En pause trak det fra hans tanker. Instinktivt kiggede han til venstre. Liam sad geninstalleret dybt komfortabelt i sædet og lo. Han glattede ubevist et tot af hans hår. Théo smilede, morede sig over at se, at han var uigennemtrængelig med alt, når han snakkede med Anaïs. Han kunne næsten være jaloux på den indflydelse hun havde på ham. Han kiggede tilbage og krydsede Gregors og Gunthers ansigter. Han løftede øjenbrynet og hans smil forsvandt. Han havde et udtryk, som lod musikanterne vide at han delte deres bekymringer.
Få meter foran dem, startede en kamp mellem den røde bil og den hvide. Den ene var på den venstre side af vejen, og den anden på den højre. Taxaen fulgte dem stille og roligt, i den højre side af vejen, efter den hvide bil. Lige pludselig udbrød Lucas et bandeord og dyttede. Bilerne var begge foran ham ! I den samme bane ! Så kørte de tilbage i en linje, og den røde nærmede sig faretruende køretøjet. Lucas trådte hurtigt på bremsen for ikke at køre ind i den, og alle sammen forventede et sammenstød. Liam, som overhovedet ikke forventede denne hændelse, slog panden mod hovedstøtten og mobile forsvandt fra hans hånd ! Den blev slynget tilbage fra sædet og faldt et eller andet sted på jorden. Fastholdt af stødet fra bremsen, samlede han den ikke umiddelbart op. Og da han bøjede sig ned for at søge efter den, fik larmen fra flyet der landede på Le Bourget lufthavn ham til at stoppe. Det var et brutalt tilbagekommen til virkeligheden.

- Sid stille og bevæg dig ikke, beordrede Jaki pænt til ham.
- Jeg ville bare tage telefonen op. Den faldt…
- Du kan samle den op bagefter.
- Undskyld, sagde han til Théo, og ringede tilbage til Anaïs fra hans egen mobiltelefon.

Mens den ringede op, kiggede han udenfor, fra den modsatte sides vindue. De passerede en kirkegård, lige før stykkerne af træ ved Courneuye Despartmental park. Han genkendte nu stederne, de angav at de var tæt på Paris. Når de havde passeret parken, ville de ankomme til Plaine St Denis’ studie, hvor mange franske show studier og filmkulisser var placeret. De havde nogle shows der skulle optages i nogle af dem i morgen.
De fulgte den lange Avenue du President Wilson, så drejede de på Autoroute du Nord, for at dreje på Peripherique, men de fulgte efter de røde og hvide biler, som altid var foran dem. Lucas var nød til at komme af med dem, og efter nogle meter på Périph’, accelererede han for at passere dem. Gisèle tog nervøst fat i armlænet, hvilket gav hende muligheden for at holde sig fast, da chaufføren drejede ind på Avenue de la Porte d’Asnière, tog han rundkørslen i tredje gear. Det regnede stadig, og da han var nød til at stoppe ved en korsvej, gled bilen og lavede en vand glidning, og kørte lidt over stop stregen på vejen. Lucas startede i andet gear, da den sidste bil havde passeret foran dem, ville de ikke skabe nogen chance for at fansene skulle indhente dem, så de kørte ned af en gade, og så Malesherbes boulevard.
Liam lagde på. De var næsten ankommet. De havde kørt den vej en masse gange. Som en lille dreng, vendte han sig rundt til de andre, for at sige at de var ankommet. Efter rundkørslen, ville de kunne se Triumfbuen i horisonten. Men ingen af dem var særlig modtagelig overfor hans glæde over at være kommet til Paris.
Lucas kørte ind i rundkørslen og halvvejs, hvilket ikke var en overraskelse for ham, så de den røde bil krydse græsplænen i rundkørslen, for at komme lige foran dem, og drejede på gaden. Lucas knuste bremsen endnu en gang, og bilen lave en lille vandglidning igen. Bilen bag dem dyttede ! Mens de drejede hurtigt på Wagram Avenue, satte deres bil sig lidt på tværs, men chaufføren fik hurtigt kontrol over køretøjet igen.

- Er de sindssyge ?! udbrød Liam.
- De har fulgt os siden lufthavnen ! informerede Gregor ham.

Triumfbuen kom frem i horisonten, men lige pludselig følte Liam ingen tilfredsstillelse af det. Den hvide bil prøvede at overhale dem på trods af regnen, Lucas kørte stadig hurtigere. Derefter gjorde Liam den triste konstatering af, at han faktisk var ankommet til Paris. Den smukkeste by i verden. Men en by han ikke ville se. En by, hvor fans ville spore ham nat og dag. Startende nu, på den glatte vej. Ved hver krydsende vej, bad han til de ikke lavede et sammenstød, fordi de to fan biler ikke stoppede, og ikke respekterede højre vigepligt.

Place d’Israel. Place du Brésil. Rue de Prony. Rue de Courcelle. Rue Theodore de Banville. Rue Théodule Ribot. Rue des Renaudes. Place des Ternes. Rue de Troyons og Rue Beaujon. 10 steder, hvor der er mulighed for en ulykke… Og så tog Lucas sin indikator frem – en detaljeret beskrives af fansene som var der – de skulle køre af Avenue Hoche ved Rue de Tilsitt. Den røde og den hvide bil kørte hurtigt ned af gaden. Taxien gjorde det samme, med henblik på at aflevere fansene foran hotellet, før bandet gik ud fra bilen.
Nær hotellet, frygtede Lucas ikke biler, men fans som kom for tæt på køretøjet, da han stadig kørte. Han kørte op ad gaden og parkerede foran indgangen til Royal Monceau, mens fansene skreg af glæde.
Liam, Théo, Gregor og Gunther kiggede undrende på alle disse piger, som havde overtaget græsplænen, som skilte vejen fra hotellet. Nogen havde soveposer og overlevelses tæpper, sikkert under store paraplyer. Andre havde håret fladt på hovedet på grund af regnen. Alle så frosne ud, strammede deres frakker mod dem og rullet ind i to, tre rækker af store halstørklæder. Men alle var glade og bevægede sig nervøst. Hotellets security trådte til for at minde dem om at forblive på græsplænen. Jaki gik ud af bilen, for at gå til receptionen med Derek.
En gruppe af fans startede i kor, en af deres sidste sange “Just For You (I Am Here)” (Kun For Dig (Er Jeg Her)) og alle sammen begyndte at synge.

We are here ! ! Vi er her ! !
Just for you ! ! Kun for dig ! !
You’ll see us deep into you ! ! Du vil se os dybt i dig ! !
You’re not alone ! ! Du er ikke alene ! !
In the world ! ! I verden ! !
Your heart beats with our every words ! ! Dit hjerte slår med alle vores ord !!

Liam smilte til dem, men de kunne ikke se ham. Han sang lavt med på “I can’t stay forever… But ‘till you feel better… We’ll stay together " (Jeg kan ikke blive for evigt... Men indtil du føler dig bedre... Vi vil blive sammen). Denne sang, havde han skrevet en smule for Anaïs, men en del for fansene. For at fortælle dem, at han altid vil være på deres side. Selvom han fysisk kun var ved dem i et øjeblik, huskede han på alt det de gør for at se ham, alle disse scener for at vente i lufthavnen, foran hoteller, koncertsale, i det værst mulige vejr. Og når han ikke var til promotions, ikke på tour, tænkte han på alle disse fans, der gav så meget af deres tid og deres liv for ham, for bandet og deres musik.

You’re not alone ! ! Du er ikke alene ! !
In the world ! ! I verden ! !
Your heart beats with our every words ! ! Dit hjerte slår med alle vores ord !!

WE’LL STAY FOREVER ! ! ! VI VIL BLIVE FOR EVIGT! ! !
UNTILL YOU FEEL BETTER ! ! ! INDTIL DU FØLER DIG BEDRE ! ! ! råbte de i kor.
WE’LL STAY TOGETHER ! ! VI VIL BLIVE SAMMEN ! !

De havde endda tilpasset teksterne. De havde virkelig de bedste fans i verden. Hvis drengene blev rørt af hyldesten fra fansene, hvilket ikke så ud til at være tilfældet for Gisèle, som var ved at overvinde følelserne fra rejsen. Bandet havde allerede glemt, at de var tæt på at dø ti gange, på grund af fansene, som elskede dem så meget ! Hun fandt det forfærdeligt, at man kunne lege med folks liv. Chaufførens liv, Jakis, bandets, hendes og alle som kom på deres vej… Heldigvis var de ankommet sikkert. Men teenagerne, som sang omkvædet af sangen, det værste var at de sang falsk, det gik hende virkelig på nerverne. Vi vidste de var der, og at de ville blive der for evigt. Ingen grund til at hylde det på den måde. Men, det var indlysende : bandet værdsatte meget deres demonstration. De bekymrede sig om dem, når de så dem gennemblødte til knoglerne, hostende, frysende, nysende.

- Vi kunne skrive nogle autografer i aften, foreslog Théo til Gisèle.
- Nej, i morgen. Vi skal til at spise nu, og vi skal snakke om programmet for i morgen.
- Vi er ikke væk i mere end 5 min., påpegede Gunther.
- Saly sagde i morgen. På den anden side, selvom du giver nogle autografer i aften, vil de stadig vente til i morgen for at se jer igen. Du kender dem… Det er netop vigtigt at få dem til at forstå at det ikke er nødvendigt at følge os siden lufthavnen, eller vente to dage foran hotellet. At de er der, uden jeres tilstedeværelse er som at chikanere.

På dette punkt havde hun ret. Men deres fans var ivrige. Og de var simpelthen så glade for at se dem forlade bilen. Og så håbe hele natten på at se Liam lave et tegn fra hans værelses vindue. Så en autograf, eller et billede, den følgende dag. De ville ikke give slip på dem så let. Det var virkelig ikke sikkert, at deres planer for arbejde i en muligvis fremtid ville fungere.


Copyright Caroline Sauvageot 2007
Du kan få fat i forfatteren på e-mail : carey.s@wanadoo.fr

Copyright THOnlineUpdate.blogspot.com
Vi har lagt meget arbejde i at oversætte dette, derfor må ingen på nogen måde stjæle oversættelserne ! Du kan kontakte os på e-mail: thonlineupdate@jubii.dk
Original titel : L’Etage Interdit. 2007

Oversat af Sidsel Brøns Nielsen & Henriette Andreasen til dansk 2010
Læst igennem og rettet af Annika Clemens
Alle fra thonlineupdate.blogpot.com/